Aslak om Aslak

Som barn af halvfjerdserne voksede jeg op i et kollektiv omgivet af skolelærere og psykologer. Alligevel valgte jeg at gå samme vej, og fik selvfølgelig mit første lærerjob på Bernadotteskolen i Hellerup. Senere valgte jeg at blive lærer på en af de lokale folkeskoler i Espergærde, hvor jeg bor med mine fire børn og min kone, Rikke Venøbo. Sjovt nok i noget, der minder om et bofællesskab.

Jeg elskede at være lærer, men har også altid været optaget af nyheder og journalistik. Da jeg i 2003 blev udvalgt til at udvikle det landsdækkende undervisningsprojekt “Avisen i Undervisningen” tog det for alvor fart. Hvert år introducerer vi aviser og journalistik til børn og unge i folkeskolen, og det projekt blev min start på et nyt arbejdsliv som selvstændig projektmager, ideudvikler og tværgående formidler. Ikke mindst på grund af de mange dygtige, engagerede mennesker jeg lærte at kende, og som sætter mig i stand til at håndtere næsten enhver vinkel inden for journalistik og uddannelse. Jeg er stadig styrmand og konsulent på ”Avisen i Undervisningen”, som holder mig i tæt kontakt med både dagbladene, skolerne og de unge. Samtidig er jeg tilknyttet Pressens Hus som konsulent på børne-, unge og uddannelsesområdet.

Det viste sig hurtigt, at nyhedsformidling, undervisning og unge hænger uløseligt sammen med it og teknologisk udvikling. Det førte til et samarbejde med Microsoft, hvor jeg har været sparringspartner og projektudvikler for uddannelsesteamet gennem næsten 10 år. Her får jeg for alvor et praktisk indblik i arbejdet bag produktudvikling og af tværgående samarbejder med konkrete målgrupper.

Mellem konsulentopgaverne skriver jeg bøger. Ifølge min familie hele tiden. Jeg er forfatter og redaktør til bøger og artikler primært om unge og medier samt pædagogisk it-anvendelse i skolen. Lige som der heldigvis også bliver tid til at forske i børn og unges medievaner. Senest fik jeg i 2015-2016 det journalistiske fellowship på Center for Journalistik på SDU, hvor jeg med hjælp fra de studerende, lektorerne, Fyens Stiftstidende, Altinget og DR udviklede ’engagementskriterierne’, som er et alternativ til de klassiske nyhedskriterier.

Jeg holder af at kommunikere og at se verden fra flere vinkler. Min venner siger, at jeg bare godt kan lide at høre på mig selv. Under alle omstændigheder går det hele op i en højere enhed, når jeg optræder som vært og facilitator ved konferencer, seminarer og paneldebatter. For mig er det prime time, når faglighed og formidling går op i en højere helhed. Og det gør ikke noget, hvis det også bliver underholdende!

Uden for arbejdstid er min store passion at rejse og at skrive om det. Det gør jeg sammen med familien. Vil du se, hvad vi oplever, kan du læse vores rejseartikler her